Ideen er fin - at lave en masse brikker som samles siden - At man er mange, der arbejder på et fælles projekt - At arbejde skabende med indhold og holdning.
Det er craftivist-collective, der står bag - se temasiden - og lav måske en puslebrik selv? Som sædvanlig praksis er i disse D.I.Y. miljøer, er kan man finde mønstre, opskrifter og forklaring på alt i lettilgængelig form.
Craft+activism = Craftivism. Læs mere om craftivisme hos svenske zickermanns - et meget anbefalesesværdigt netmedie for skabende arbejde. De har bl.a. lavet et par artikler om området og deriblandt et interview med bagkvinden bag begrebet craftivisme, Betsy Greer, og en om Craftivist collective.
En af tankerne bag craftivisme er, at den tid der er lagt i at fremstille udsagnet har betydning for dets påvirkningskraft - det vil få modtagerne vil stoppe ekstra op. Det ses som modsætning til bekvem og hurtig slacktivisme, der er meningstilkendegivelse f.eks. ved at 'like' et udsagn på facebook. I craftivismen er det tydeligt, at nogen har investeret tid og følelser i sagen.
Craftivist collective, der er en sammenslutning af håndarbejdende aktivister, viser i filmen her hvordan man ved hjælp af broderede beskeder på lommetørklæder kan forsøge at påvirke sin lokale politiker:
Craftivist collective har et særligt format, de kalder mini protest banner: Et lille broderet banner sat op i bybilledet i håb om at påvirke forbipasserende. Se filmen herunder:
Først mødte vi Rune som med en kvarters varsel havde indvilget i en lille improviseret bagtrappekoncert.
Man kan faktisk høre og se den lille happening i håndholdt udgave her:
Efter at have lyttet os frem til nye lyde og udsigter på tagterassen forsvandt vi ind på det meget herskabelige, men temmelig grå underviser-og-ledelsestoilet på 4. sal.
Hvem der fik ideen til at fikse det lidt op vides ikke, men det var vist fint, at det var kridt og ikke poscatusser vi havde med os.
Vi forsvandt fra åstedet ned af trapperne og udforskede kælderen med lommelygter og lyttede til husets lyde i et bælgmærkt rum fyldt med gamle døre. Og tilsidst forcerede vi det høje aflåste hegn og endte ved den store godsbanegrav foran bygningen, hvor kun den mest adrætte aktivist fik kigget ned.
Og hvad fik vi så ud af den tur?
Vi talte bagefter om, at vi havde oplevede en øget sansemæssig tilstedeværelse, samt en anden kropslig fornemmelse af bygningen. En oplevelse af glæde ved at have sat spor og en lyst til at præge omgivelserne. Vi havde undervejs fået ideer til måder at gøre dette på: f.ex. anvende det store antal demonterede døre i kælderrummet. Vi havde oplevet en let boblende fornemmelse over at have overtrådt uskrevne regler for toiletbesøg samt over at have deltaget i den uventede bagtrappekoncert.
Vores tur kunne bl.a. perspektiveres til bestemmelserne i Dagtilbudsloven om arbjdet med børnemiljø i dagtilbud - og til vores Værksksted, natur og teknik's bekendtgørelsestekst, hvor der bl.a. står disse kompetencemål:
"Målet er, at den færdiguddannede kan (...)
c) inspirere og motivere til at inddrage den kulturskabte fysiske omverden og naturen som rum for oplevelse og udfoldelse,
d) forholde sig nysgerrig og eksperimenterende til undersøgelse af naturlige og kulturskabte omgivelser og deres tekniske processer,
"
Efterspil
Jeg havde som underviser varslet, at jeg jo nok måtte vaske vores toiletskriblerier ned efter et par dage - men de fik faktisk lov til at blive i flere ugen, fordi kolleger og ledelse (noget af den ihvertfald) synes det var stærkt oplivende. Siden hen er der af og til opstået nye kridtværker.
Mon ikke det er storbyernes craftivisme (altså håndarbejdsaktivisme i byrummet), der har været inspiration til dette lille ø-strik fællesskab? Og hvorfor sidde og kukkelure alene hjemme hos sig selv, hvis man kan mødes om at strikke en brandbil?
Hvorfor er det skønt at strikke sammen? Måske fordi det bliver håndarbejdet, der bliver det gennemgående plot - og så behøver ingen at være bange for pauser i samtalen, for vi strikker jo. Der er plads til små indfald og kan man ikke finde på andet kan man altid kommentere processen.
Og så bliver det jo ikke dårligere af, at man som i dette tilfælde, kan fantasere om produktet og glæde sig over, at man er med i noget skørt.
Røde kors og andre frivillige organisationer udnytter også håndarbejdets muligheder for at skabe fællesskab og glæden ved at skabe - i deres tilfælde noget, der ikke bare er skørt, men som har en praktisk funktion: Det luner at nørkle. Det er jo smukt: Håndarbejdet kan skabe fællesskab (gerne hos ældre), det er motiveret af mening (det skal bruges af nogen), der giver mening (jeg gør noget for nogen - sammen med andre).
Guerilla gardening er bare et eksempel på en bevægelse, der bringer det grønne ind i storbyen. I bogen
My Green City - Back to Nature with Attitude and Style af R. Klanten, S. Ehmann, K. Bolhöfer kan man se flere eksempler på storby-natur. "With attitude and style" står der i titlen og nogen kunne måske blive lidt mistænksomme (også jeg som først så den på Bo Bedres hjemmeside...). Er de her fænomener bare en ny slags mode - en stil, man skifter ud næste år eller er der mere substans i det?
Jeg tror i hvert fald, at der ligger det i det, at vi her har at gøre med grønne bevægelser, som også har klare æstetisk-kommunikative intentioner og som dertil har det til fælles med andre byfænomener som street art og craftivisme, at de har identitetsskabende værdi for udøverne og rummer en intention om at ændre kulturen. Og som derfor er rigtig interessante for faget Værksted, natur og teknik.
Og her kan man bladre lidt i bogen - det gjorde jeg og fandt bl.a. fænomenet Poster Pocket Plants, hvor man lige folder en stump af en plakat i byrummet og stikker en plante i - og hende her Anna Garforth som bl.a. skriver med mos.
Håndarbejde eller husflid - det lyder jo ikke særlig moderne - og i skolerne er faget igang med at blive til Håndværk og design. Men ude i byen er håndarbejdet, og sløjd for den sags skyld - blusset op og har fået vældig meget streetcredit.
Og hvad er det, der trækker her? Ja, det er ikke det at strikke en pæn hue eller noget andet brugbart til sig selv eller sin mor. Det handler i stedet om at handle i verden - vise hvem man er og hvad man mener til andre - give dem en oplevelse og måske påvirke deres holdninger og handlinger. Faktisk at ændre verden...
Og det er da interessant at holde øje med og lade sig inspirere af i pædagogisk arbejde, hvor identitetsarbejde og demokratisk dannelse er væsentlige størrelser.
Craftivismen skal ses i sammenhæng med de rørelser, der har været i byrumskunsten de senere år. Grafitti er blevet mixet med streetart (alt efter hvordan man definerer begreberne) og forskellige former for udtryksbevægelser. Enkeltkuntnere/aktivister og bevægelser forbinder sig med hinanden, refererer til hinanden eller skriver sig op mod hinanden.
Og der opstår sære møder mellem udtryk med forskellige betydninger, subkulturelle grupperinger - og mainstream - mellem køn og politiske tilhørsforhold og kunst og håndværk. Et oplagt eksempel er Oeps-crews perlepladegrafitti, der mixer maskulin grafittikultur med et halvkikset hobbymateriale som perleplader (ja, undskyld). Andre mixer feministiske budskaber med nydelige korssting. Det handler under alle omstændigheder om en glæde ved og et behov for at udtrykke sig og kommunikere gennem æstetiske udtryk i det offentlige rum.
Marie Koch forsker i håndarbejde og aktivisme - craftivism. Og har fået øje på at disse aktivister, der fylder byrummet med håndarbejde med budskab og mening, faktisk er med til både at holde håndværk i live og formidle det.
Dette indlæg er et opsamling med links til andre indlæg på bloggen, der har det til fælles, at de (stor set) drejer sig om kulturskabere - folk, - kunstnere, aktivister og almindelige mennesker, der gør og sætter i gang i det offentlige rum - og de fleste af dem har ikke spurgt om lov først.
Der er en del overlap mellem indlægene - det må man selv sortere i.
Nedenunder linker jeg til billedsamlinger på google - klik og se selv om du finder noget, du synes er spændende. Hvis du ikke har tålmodighed til at læse indlægene er det en god måde selv at gå på opdagelse på.
Har du fået lyst til at forholde dig til byen eller læse hvad andre synes om den - så kan du gøre det her: Kære København - (man kan vælge forskellige kategorier - linket fører til kategorien 'miljø')
Og vil du læse om København og retten til byen - Get lost - Et atlas over det (u)mulige København
Prøv engang at se på de andre film Mudlevel har liggende på Vimeo.
Og se så her - Danmark i 1963 - 3x Jørgen - Jørgen Leth interviewer Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen som har bygget en særpræget plankeværksinstallation - bl.a. med hjælp fra tilskuerne.
Hvorfor skal der stå forladte grunde øde hen når byen sukker efter grønne områder? NV Autopark er et eksempel på en konstruktiv tilgang til det - også inden det blevt hipt at bruge begrebet 'guerilla gardening'.
Det er også Signe, der tippede om
nedenstående projekt på Enghave plads - hvor man har en drøm om at hegnet foran metrobyggeriet skal forgrønnes ved fælles hjælp. Men det er godt nok et stort hegn...
Tag et kig på deres blog - den er fyldt med super inspirerende materiale om at sætte farve på verden. Vi taler af og til om Guerilla gardening i VNT - her har vi fat i Guerilla coloring med mere.
Men så skal man så også lige lægge mærke til at afsenderen - surprice! - er farvefabrikant.
Kunst skal samle og forsone: "Kunsten rykker ofte ud i det offentlige rum og her kan den samle og aktivere folk, mener en fremtidsforsker. Fælles kunstprojekter i det offentlige rum kan nemlig skabe dialog og større forståelse."
Kunstneren kommer til at ligne socialarbejderen. Og kunstnernes vinkel kunne godt være spændende inspiration for pædagogen. Artikel og tilhørende radiointerview på dr.dk. Se også: Relationel æstetik og Social kunst
