Viser opslag med etiketten Grafik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grafik. Vis alle opslag

søndag den 12. januar 2014

Tryk med klæbemasse - simpel og sjov grafisk teknik

Herunder en lille film med et eksempel på hvordan man kan trykke med klæbemasse. Jeg har selv opfundet teknikken! Men mon ikke der er en del andre, der også har opfundet den selv før mig. Prøv engang - kombinerer man det med tegning og evt. frottage/gnidetryk, er der mange muligheder for sjove effekter og strukturlån.



Se flere grafiske ideer på Pinterest - f.eks. på vores opslagstavle om grafik.

fredag den 5. oktober 2012

Grafik - teknikker


Lenda viser hvordan man kan lave virkningsfulde tryk vha. en snor og en bog. Og bagefter tegner hun og Sascha videre på værkerne.

Det blev et ret stort hit i værkstedet og der blev eksperimenteret med forskellige farver, typer af snor osv. Man fik også lyst til at eksperimentere med samme teknik i stor målestok - men det må blive ude i praksis en anden dag.

Flere prøvede sig også frem med monotypi, hvor man sværter en plade med en tyndt lag linoleumssværte, lægger papir over og tegner på bagsiden af papiret. Så bliver sværten trukket med op på papiret. Det giver fine grafiske kvaliteter i stregen, som bliver ulden i kanterne. Det må vi have lavet en video om.

Vi arbejdede også med kartoffeltryk - en lusket teknik, for det ser så simpelt ud - men det kan bruges til uendelig meget.

 


Kartoffeltryk som event - her kan alle være med. En teknik med inklusionspotentiale...


Tekstiltryk med kartoffel (- alle strygejern kan bruges...)


Paptryk fik vi ikke prøvet, men se herunder en illustration af hvordan man kan gøre.



Besøg min Youtube-playlist for grafik og se flere film - læg også gerne en kommentar, hvis du synes der mangler noget.

lørdag den 29. september 2012

Videndeling på nettet (og tryk lige en t-shirt med dødningehoveder)

Nettet i det hele taget og youtube og er en fantastisk vidensbank - ikke mindst i forhold til praktiske teknikker, hvor det kan være svært at læse sig frem til, hvordan man skal gøre noget. Man har brug for at se det - se det langsomt og få det forklaret.

Og det vil mange rigtig gerne - formidle noget de kan og hjælpe andre.



Hvad driver mon dem, der laver tutorials - Hvorfor bruge tid på det? Nogle bud kunne være:
  • For at dele sin glæde og interesse for emnet med andre
  • For at hjælpe andre - og måske glæde sig over den feedback man får. Fordi det føles meningsfuldt.
  • Måske fordi man selv har oplevet at blive hjulpet af en tutorial - og altså på sin vis betaler tilbage - eller måske oplever man at man er en del af en videndelende kultur, hvor det er helt naturligt, at man bidrager.
  • Måske fordi man er stolt af at kunne noget og glad viser det frem
  • Eller måske synes man, at man er god til at forklare noget - at man har pædagogisk sans
  • Eller som nogen også formulerer, at de gennem deres tutorials øver sig på at blive bedre til at lave dem og derfor også efterlyser konstruktiv kritik - man kunne sige at man træner sin pædagogiske/kommunikative evner.
Hvis man først har fundet ud af hvordan man filmer og uploader til youtube er det også hurtigt gjort. I mange af disse videoer er der heller ikke kælet for detaljerne - det er ren og skær formidling af et emne.

Og på den måde kan man altså f.eks. opleve, at den, der lærer en at trykke smarte t-shirts bliver en forkølet engelsk teenager i pyjamas, som i filmen ovenfor.

Summasummarum - der er hjælp og inspiration at hente i uudtømmelige mængder, men også perspektiver i selv at deltage med kaste sig ind i at formidle. Og endelig er der pædagogiske perspektiveri at understøtte børn og andre brugere i at dele deres viden med andre.

Hvordan finder man det? F.eks. ind på www.youtube.com og skriv i søgefeltet - ovenstående fandt jeg ved at søge på "printing t-shirt".

Og hvordan kan man egentlig lave et stort vokskridt ud af mange små?

onsdag den 4. januar 2012

Don John - stencil


Hej Anne og resten af gruppen. - -  I får lige ham her med - der kan man se stencilmageri i praksis. Han går for at være den bedste herhjemme, så I skal ikke få præstationsangst.

Se mere til ham her: www.donjohn.dk

Og søg selv videre - der ligger masser af stof, bl.a. på youTube.

mandag den 2. maj 2011

Dyrespor - billedkunst


Pernille Kløvedal Helweg laver bl.a. feltgrafik - som hun kalder det:  Hvor hun forvandler spor af isbjørne, løver og strandede hvaler til grafik. Illustrationen er isbjørnespor.

Usdtilling på Vejle kunstmuseum frem til juni: Hvaltegn og dyrespor. Den ville jeg godt se

Hvis man kunne tænke sig mere inspiration til selv at arbejde billedligt med spor, kunne man søge på kunstneren John Olsen - der iøvrigt også har lavet grafik af hele dyrekroppe. Det første billede herunder er spor trukket af dræbersnegle! (Og lysreflektioner fra museumsrummet...)


Billede 2 herunder er et udsnit af en ramme med indsamlede fugleådsler - og nej, han har ikke selv slået dem ihjel.


Herunder er det sandsynligvis også snegle, der været på spil. Nogen eller noget har ihvertfald tegnet fine snirkler på indersiden af min haveaffaldssæk. 


Og man kunne også kigge efter dokumentation efter Regina Silveiras udstilling i KØS' overetage - Tropel, hvor hun lod dyrespor indvadere loftetagen af bygningen.   

 

søndag den 3. april 2011

C215 Hits London. Street art at it's very best!


En parallel til Armsrock, men i stencils. Teknisk set sprayer han her i filmen med hvidt på mørk baggrund og broerne i stencilen giver skygge og understreger form.

Filmen er fundet gennem det nu lukkede gadentaler.dk - men der ligger stadig meget spændende stof.

lørdag den 2. april 2011

Stencil - tutorial

En udmærket vejledning til stencils her: Stencil graffiti tutorial.

Har man ikke Photoshop kan man bruge online programmet Sumo. I stedet for hans metode kan man også forsøge sig med 'threshold' som ligger under menuen 'adjustments'.

tirsdag den 8. juni 2010

Gnidetryk - frottage - gå på jagt efter spændende overflader

Her kan så godt som alle være med - i hvertfald med lidt hjælp. Et stykke papir over en tekstureret overflade og så gnide på papiret med en flad stift. Så får man et aftryk af overfladen. Det kan være rigtig sjovt at gå på jagt efter spændende overflader - de fleste har nok lavet frottager af mønter som børn, men ikke mindst udenfor kan man finde en mangfoldighed af teksturer.

To studerende satte sig ud og lavede forsøg med forskellige stifter og papirtykkelser. Og fik lavet smukke aftryk af blade, plasticskeer, spejlstumper. Og de mest undseelige ting kan give overraskende fine aftryk. Mette og Mary-Ann fandt f.eks. et stykke plastic fra en sixpack, som gav et superfint mønster.

På billedet ses en frottage af Max Ernst, en surrealist, som bl.a. lavede spændende og foruroligende frottager, som forestiller helt mærkværdige væsner og landskaber lavet af kombinationer af genkendelige og perfekte former og teksturer fra bl.a. naturens verden.



På denne side kan man se en række spændende frottager som alle sammen bruger af - og forholder sig til - monumenter. Det var en idé man godt kunne lade sig inspirere af.

Stencil - grafik med streetcredit


How To Stencil Your Own Shirt
Her en fyr der demonstrerer, hvordan man kan stenciltrykke sin egen t-shirt.

Forleden var der to studerende, der skar stencils - ikke fra fotos, men frisk fra hånden - Se et eksempel her, hvor stencilen er forskubbet et par millimeter mellem 1. og 2. tryk og så til sidst har fået et par kartoffeltryk med en lånt skakternet kartoffel. Ophavskvinden er iøvrigt stor fan af Banksy og hans stencils.

Tidligere har vi haft en gruppe som har lavet et rigtig godt projekt på 5. semester om at lave stencil-streetart med unge, netop også inspireret af Banksy. Som motto på forsiden af projektet havde de dette Banksy-citat: "A lot of people never use their initiative, cause no-one told them to."

Og se i diasserien her til højre eksempler de fine stencils som Line lavede på 4. semester.

onsdag den 2. juni 2010

Kartoffeltryk - en klassiker, der holder

I dag var der tre der sad og eksperimenterede med kartoffeltryk. En lettilgængelig højtryksteknik med hurtigt resultat og mange muligheder. De lavede fine mønstre, hjerter og blomster med blomsterhoveder, stilke og blade, der var skåret i seperate kartofler og som derfor kunne kombineres på forskellige måde og i forskellige farver.

Se her nogle eksempler på kartoffeltryk andre steder:
Et forløb fra Billedskolen i Tvillingehallen, hvor der trykkes på lange papirbaner i stort format.

Og se så lige hende her på flickr, som har lavet de fineste ansigter i bagekartofler - må man gå ud fra. Og mere på flickr, der er tagget med potatoprint her.