mandag den 28. juni 2010

Afsluttende eksamener - 7.semester

Sidste årgang på den gamle pædagoguddannelse har nu afsluttet værkstedsfag hos os.

Det kom der mange spændende og perspektivrige projekter ud af:

Flere arbejde med collage og selvportræt.
En arbejde med culturejamming og ideen om at tage udgangspunkt i andres værker og kommentere dem og tilføje sit eget.
En med cyanotypi - som er en spændende og tilgængelig trykteknik.
En med popkunst og colografi/paptryk, som er en grafisk dybtrykteknik, hvor man ridser et motiv i glittet karton, ferniserer det med shellak og tager aftryk af det.
En med pasteltegning inspireret af musik og fortælling.
Og endnu nogle arbejde med masker i forskellige sammenhænge og en enkelt med dukketeaterdukker.

torsdag den 24. juni 2010

Kropslig bevægelse i naturen - interaktiv kunst

Karoline H. Larsen arbejder med kunst, der kræver interaktivtet fra beskueren - man skal selv være med til at få værkerne til at opstå. Tidligere har hun bl.a. arbejdet med gigantiske værker af snore, man selv kunne være med til at trække. Ligeledes er hun optaget af kroppen og hvordan vi bevæger os.

I Søndermarken kan man kaste sig ud i at deltage i et af hendes værker.

Se her fra pressemeddelelsen:
"Kropsskilte er en legende fortolkning af Skov- og Naturstyrelsens klassiske piktogramstandere, som vi kender fra de danske skove. Karoline H. Larsen har opfundet forunderlige ’anvisninger’ på kropslig bevægelse i naturen, og i samarbejde med Slots- og Ejendomsstyrelsen er skiltene til glæde for Søndermarkens gæster henover sommeren. Du er inviteret til at mime billedernes bevægelser og skabe din Rulle Ål, Salamander Svup, Bøffel Rullefald, Kysse Trold og meget mere. Se dem her"

fredag den 11. juni 2010

Blog om street art - Set i byen

Politikens website har en blog med street art. Billederne, som bliver taget af to journalister i Kbh. og indsendt af læserne, bliver livligt kommenteret.

Set i byen

tirsdag den 8. juni 2010

Gnidetryk - frottage - gå på jagt efter spændende overflader

Her kan så godt som alle være med - i hvertfald med lidt hjælp. Et stykke papir over en tekstureret overflade og så gnide på papiret med en flad stift. Så får man et aftryk af overfladen. Det kan være rigtig sjovt at gå på jagt efter spændende overflader - de fleste har nok lavet frottager af mønter som børn, men ikke mindst udenfor kan man finde en mangfoldighed af teksturer.

To studerende satte sig ud og lavede forsøg med forskellige stifter og papirtykkelser. Og fik lavet smukke aftryk af blade, plasticskeer, spejlstumper. Og de mest undseelige ting kan give overraskende fine aftryk. Mette og Mary-Ann fandt f.eks. et stykke plastic fra en sixpack, som gav et superfint mønster.

På billedet ses en frottage af Max Ernst, en surrealist, som bl.a. lavede spændende og foruroligende frottager, som forestiller helt mærkværdige væsner og landskaber lavet af kombinationer af genkendelige og perfekte former og teksturer fra bl.a. naturens verden.



denne side kan man se en række spændende frottager som alle sammen bruger af - og forholder sig til - monumenter. Det var en idé man godt kunne lade sig inspirere af.

Stencil - grafik med streetcredit


How To Stencil Your Own Shirt
Her en fyr der demonstrerer, hvordan man kan stenciltrykke sin egen t-shirt.

Forleden var der to studerende, der skar stencils - ikke fra fotos, men frisk fra hånden - Se et eksempel her, hvor stencilen er forskubbet et par millimeter mellem 1. og 2. tryk og så til sidst har fået et par kartoffeltryk med en lånt skakternet kartoffel. Ophavskvinden er iøvrigt stor fan af Banksy og hans stencils.

Tidligere har vi haft en gruppe som har lavet et rigtig godt projekt på 5. semester om at lave stencil-streetart med unge, netop også inspireret af Banksy. Som motto på forsiden af projektet havde de dette Banksy-citat: "A lot of people never use their initiative, cause no-one told them to."

Og se i diasserien her til højre eksempler de fine stencils som Line lavede på 4. semester.

onsdag den 2. juni 2010

Kartoffeltryk - en klassiker, der holder

I dag var der tre der sad og eksperimenterede med kartoffeltryk. En lettilgængelig højtryksteknik med hurtigt resultat og mange muligheder. De lavede fine mønstre, hjerter og blomster med blomsterhoveder, stilke og blade, der var skåret i seperate kartofler og som derfor kunne kombineres på forskellige måde og i forskellige farver.

Se her nogle eksempler på kartoffeltryk andre steder:
Et forløb fra Billedskolen i Tvillingehallen, hvor der trykkes på lange papirbaner i stort format.

Og se så lige hende her på flickr, som har lavet de fineste ansigter i bagekartofler - må man gå ud fra. Og mere på flickr, der er tagget med potatoprint her.